23948sdkhjf

Salling Group står foran stor bødestraf for lovovertrædelse

En lovovertrædelse fra 2021 har sendt dagligvaregiganten en tur i retten 

To manglende energimærkninger har fået et retsligt efterspil for Salling Group.

Det er konsekvensen af en gammel sag fra 2021, hvor et Bilka-varehus i Odense - efter påbud fra Sikkerhedsstyrelsen - forsømte at få påsat en lovpligtig energimærkning på to forskellige fjernsyn. 

Det viser en aktindsigt, som RetailNews har fået i et anklageskrift.

Dette ligger forud for en retssag i Retten i Odense mandag 19. august, hvor Salling Group står tiltalt for lovovertrædelsen. 

Ifølge anklageskriftet drejer forseelsen fra Salling Groups side i, at dagligvaregiganten har overtrådt EU-lovgivning om opstilling af rammer for energimærkning - en såkaldt energiforordning. 

Helt konkret drejer forseelsen sig om, at Bilka i Odense i perioden fra 25. juni til 23. august 2021 har "undladt at efterkomme Sikkerhedsstyrelsens påbud af 24. juni 2021, med frist til den 25. juni 2021, om lovliggørelse af produkter, omfattet af energimærkeforordningen". 

Det drejer sig i det omtalte tilfælde om to fjernsyn - ét fra Samsung og ét fra Sony.

Kontrolbesøg

Og i forbindelse med et opfølgende kontrolbesøg fra Sikkerhedsstyrelsen 23. august 2021 var den så stadig gal i Bilka Odense, lyder det i anklageskriftet. 

Her blev de konkrete fjernsyn stadig forhandlet i varehuset, "selvom de stadig ikke var påsat den lovpligtige energimærkning". 

Derfor fik Salling Group 19. december sidste år fremsendt et bødeforlæg på 75.000 kroner - og det er altså dette forløb, der nu er endt i retten. 

- Sagen omhandler et større bødekrav på grund af en observation af manglende energiskiltning af nogle tv-apparater fra butikkens udstilling. Vi afventer sagens udfald, inden vi udtaler os nærmere, siger pressechef i Salling Group, Jacob Krogsgaard Nielsen, til RetailNews. 

Retsmødet er rammesat til to timer på mandag i Retten i Odense. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078